Det gik heldigvis fint med at hente Sander i vuggestuen i dag. Vi blev mødt med smil, da vi troppede op, for at hente ham, og han rakte armene frem og ville gerne hen til os.
Det var dejligt.
Den helt store gensynsglæde gemte den lille guldklump alligevel til senere på eftermiddagen, da hans mor vendte hjem fra job. Hold da op, hvor blev han glad. Og da først han sad trygt på mors arm, kunne farfar og farmor glemme alt om at lokke ham væk fra hendes favn igen. Det så så sødt ud.
I dag har Henrik og jeg haft morgentjansen hjemme hos Sander. Det job indebar, at vi skulle aflevere ham i vuggestuen.
Indtil i morges har jeg ikke sat mine ben i en vuggestue, siden jeg for omkring 40 år siden var i erhvervspraktik.
Som stor pige drømte jeg om at blive barneplejerske. Ja, det var der faktisk noget, der hed dengang. Jeg kunne også godt lide at være i praktik i vuggestuen. Alligevel blev det ikke til noget med den uddannelse indenfor barnepleje.
Dengang – i praktikken – var jeg jo med til at tage imod børnene, når de blev afleveret. I dag fik jeg så også prøvet at aflevere. Det gik fint med at aflevere Sander. Han var tydeligvis helt tryg ved pædagogen, der tog imod ham. Hun fik et smil med det samme.
Nu bliver det så spændende at se, om det går lige så smertefrit, når han skal hentes igen. Det håber jeg – for tænk nu, hvis han bliver ked af det, når vi henter ham. Han var i forvejen ikke så tilfreds i morges, da farfar og farmor kom og overtog ham, og hans mor gik ud ad døren.
Bogen på billedet fik jeg i 1977. Som det fremgår, handler bogen om foråret. Det var Hanne, bogens forfatter, der forærede mig den. Vi var naboer, eller rettere sagt, hun boede på etagen over mig. Bogen var en afskedsgave, da hun flyttede.
Jeg blev så glad for bogen, da jeg fik den. Den er blevet læst og kigget i et utal af gange både af mig selv og af mine børn. Den er ved at være godt slidt. Men det gør ingenting. Jeg er stadig så glad for den bog. Den skiller jeg mig aldrig af med. Og jeg skal helt bestemt læse den for Sander – om 4-5 år når han er stor nok til at forstå den.
Kig lige engang på forsiden tegnet af Vif Dissing – den er da lige til at blive i godt humør af. Det er ren forårsstemning.
Der er mange mødre med småbørn, der har deres egen blog, hvor de skriver om løst og fast fra deres hverdag. Der er en stor erfaringsudveksling og et fint fællesskab mor-bloggerne imellem. Det er i hvert fald det indtryk, jeg får, når jeg læser med fra sidelinien.
Da jeg var ung mor, var der ikke den mulighed. Det var før internetadgang og egen computer blev en del af påklædningen. Alligevel var skrivelysten der jo. Jeg skrev debatindlæg og endda digte til de forskellige debatsider eller “Læsernes Side” i ugeblade og læserbreve til aviserne. Når jeg så havde sendt et brev afsted med et indlæg til et eller andet blad, så begyndte ventetiden. Hvis der var tale om et læserbrev til en avis, så gik det jo ret hurtigt. Hvis læserbrevet blev optaget, kom det i avisen i løbet af få dage. Hvis det var et indlæg til et ugeblad, varede det sådan cirka, hvad der føltes som en evighed.
Til gengæld var jeg stolt, når jeg endelig efter adskillige uger kunne læse mit eget indlæg i et ugeblad. Det var fedt. Et par gange modtog jeg endda efterfølgende en flaske vin som tak. Det var stort at modtage de flasker, kan jeg godt sige Jer. Jeg drikker ganske vist ikke vin, så det var ikke derfor. Det var symbolværdien. Tænk engang, noget, jeg havde skrevet, var godt nok til at blive trykt i et blad. Som om det ikke var fantastisk nok i sig selv – så fik jeg også en gave.
Nu har jeg min egen blog og kan få afløb for min skrivertrang her. Jeg bestemmer selv, hvad der bliver udgivet, og det eneste jeg skal vente på bagefter er at se, om der er nogen, der skriver en kommentar til indlægget.
Jeg har lige læst en god bog. Lige sådan en bog som jeg manglede, da min ældste dreng for mange år siden fik allergi og astma. Bogen handler nemlig om allergi og astma – og den er skrevet for børn.
Viktor har allergi af Susanne Gram Skjønnemann er skrevet til børn mellem 3 og 6 år. Bogen fortæller i tekst og billeder om Viktor og hans hverdag med fødevareallergi og astma. Ærligt og udramatisk fortæller bogen bl.a. om de nødvendige kontrolbesøg på sygehuset, hvor Viktor bliver undersøgt og får taget blodprøve og lavet priktest.
Bogen fortæller også, hvorfor Viktor har sin egen madpakke med, når han er til børnefødselsdag og om hans astmamedicin.
Jeg vil anbefale bogen til alle, der har brug for at forklare mindre børn, hvad allergi er for noget.
Vi har haft besøg af Sander i dag. Den ubehagelige RS-virus har ikke helt sluppet sit tag i ham; men han har det heldigvis bedre. Han hoster stadigvæk og får medicin, men han er erklæret rask nok til at komme i vuggestue igen.
Selvom han ikke er helt på toppen, så var han i fint humør, da han var på visit hos os. Han sad for første gang i den gamle Stokke-stol, som nu er kommet til ære og værdighed igen. Det var simpelt hen så hyggeligt at se ham sidde i den. Det er mange år siden, der sidst sad en lille dreng der. Så han sad altså der ved bordet og spiste leverpostejmad og underholdt sin farfar og farmor på bedste vis. Da han havde spist, viste han os, hvor skrap han er blevet til at komme rundt på gulvet. Han kravler ikke rigtigt endnu; men trækker sig afsted med underarmene i gulvet og nogle sjove “svømmetag” med benene. Det ser kært ud, og han kommer hurtigt frem og navigerer sikkert. Når han har brug for at skifte retning, ruller han lynhurtigt rundt og fortsætter sin færd.
Nu håber vi bare, at han snart bliver helt frisk, for den dumme virus har virkelig været hård ved ham.
Er det ikke som om, vinteren er ved at slippe grebet? I hvert fald glider sneen ned fra vores tag og falder med bulder og brag ned i store tunge, våde dynger rundt om huset. Og det drip-drap-drypper allevegne fra.
Tidligere på dagen, da solen kiggede igennem skydækket, skyndte jeg mig at slippe både støvekluden og mine daglige rutiner for at gå en dejlig tur i den milde luft.
Det bedste af det hele er, at det endelig ser ud til, at lille Sander så småt er ved at slippe af med den væmmelige RS-virus, der har plaget ham i flere uger.
I dag har jeg fået den fineste pakke med posten. Der var noget forårsagtigt over den pakke. Den var frisk grøn og med kønne frimærker med blomster på. Sådan nogle små ting gør mig i godt humør.
Indeni pakken var et fint badeslag i bambus og bomuld. Jeg har vundet det på BabyBusiness, og det er selvfølgelig til Sander. Badeslaget er hvidt med hans stjernetegn syet i blåt.
Nu glæder jeg mig til at give badeslaget videre til Sander og håber, at han får gavn af det.
Jeg har sikkert nævnt det før. Jeg kan godt lide at bage. Brød altså. Kager bager jeg næsten aldrig. Jo jeg bager lidt småkager til jul og en kanelstang i ny og næ. Men ellers bager jeg ikke kager. På grund af allergi skal jeg undgå æg og mælkeprodukter, og så bliver det altså lidt svært at komponere en rigtig god kage.
Men til gengæld er der gang i brødbagningen. Lige nu står der to store surdejsrugbrød og hæver, det samme gør en dej til boller. Jeg sværger til lange hævetider for både surdejsbrød og almindeligt gærbrød. Så lidt gær som muligt og så tid og tålmodighed. Så bliver det godt
Jeg ved ikke rigtig, hvad det er ved bagning, jeg så godt kan lide. Jo, jeg kan selvfølgelig godt lide at guffe brødet. Men det giver også noget andet. Jeg nyder hele processen. Både æltningen og ventetiden mens brødet hæver, duften, forventningen og endelig synet af det færdige resultat.
Og så plejer jeg jo heller ikke ligefrem at blive upopulær herhjemme, når jeg disker op med nybagt brød.
