Der kan man bare se …

24. januar 2012

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke hører til de mest fingernemme, når det kommer til håndarbejde og kreative sysler i det hele taget.

Derfor er det en stor overraskelse – og en fornøjelse – for mig at opdage, at en fastelavnskat, jeg har lavet for hundrede Ã¥r og en sommer siden, har inspireret Gitte. Hun har brugt min kat som skabelon og har sÃ¥ kreeret sine egne festlige varianter. Og fine er de.

Det store i det små

15. januar 2012

Der har ikke været energi til de helt store armbevægelser i denne weekend. Sådan er det bare somme tider. Så trænger man til at lave ingenting og lade op.

I går nød vi en eftermiddagstur i skoven sammen med Sander og hans forældre. At gå der på en skovsti hånd i hånd med Sander er dejligt. Det er også bare om at nyde det, når det sker, for det varer som regel ikke så længe, før han trækker hånden til sig og gør opmærksom på, at han altså ikke vil holde i hånden mere.

Efter skovturen gik turen videre til Isabella Smiths butik pÃ¥ Hesede HovedgÃ¥rd. Det er en rigtig hyggelig butik med masser af ting til hus og have – og sÃ¥ er der altid en kop varm kaffe pÃ¥ kanden til kunderne, det er jo ikke sÃ¥ ringe efter en rask travetur i den friske og lidt kolde luft.

Det var en dejlig eftermiddag, og bagefter var det rart at komme hjem og lade sig dumpe ned i sofaen.

Et af livets små mysterier

10. januar 2012

Der er mange ting, jeg ikke forstår.

En af dem er, hvordan det kan gÃ¥ til, at man kan sætte sig i stolen hos frisøren, kigge hendes spejlbillede dybt i øjnene og sige, at hÃ¥ret skal klippes, sÃ¥ det lige “slipper skuldrene” – det skal stadig have sÃ¥ meget længde, at det kan samles i nakken – for sÃ¥ fyrre minutter senere at gÃ¥ ud af døren med hÃ¥r, der kun godt og vel dækker ørerne.

Kender I det? Jeg gør. Og det skyldes altsÃ¥ ikke noget med nogle  usædvanligt lange øreflipper – for det har jeg ikke.

Nyt bekendtskab

5. januar 2012

Igen i dag har vi haft morgenvagten hjemme hos Sander.

I dag vågnede han tidligt, så vi fik en morgen med rigtig god tid. Der var tid til, at Sander kunne begynde dagen med at putte i sofaen i nattøj med dyne og sut, og så så vi ellers børnefjernsyn sammen alle tre. Det var så hyggeligt, og Henrik og jeg lærte bl.a. programmet Timmy-tid at kende.

Det er altid dejligt at opleve noget nyt sammen sit barnebarn – ogsÃ¥ selv om det bare er et tv-program. Og ham der Timmy – han er bare herlig.

Tidlig start

4. januar 2012

Vi var ekstra tidligt oppe i dag. Vi havde lovet at møde op og passe Sander fra klokken seks, da begge hans forældre skulle afsted ved den tid. Så det var os, der skulle sørge for at få vores øjesten op og i tøjet, give ham morgenmad og køre ham i vuggestue. Altsammen før Henrik skulle møde på arbejde klokken otte.

Det er sundt at blive mindet om, hvordan sÃ¥dan en helt almindelig morgen forløber i en børnefamilies travle hverdag. Og sÃ¥ fik vi endda luksusudgaven – for der var bÃ¥de lagt tøj frem, pakket taske til vuggestuen og smurt madpakke. Alligevel kan man godt fÃ¥ lidt Ã¥ndenød over alt det, man skal nÃ¥, nÃ¥r man skal ud af døren med et lille barn tidligt om morgenen.

Vi vækkede sovetrynen så tilpas tidligt, at der også kunne blive tid til at sidde og hyggekigge lidt tegnefilm, mens han rigtig fik øjne.

Alt i alt blev morgenen sammen med Sander til en lille stjernestund.

Det er ikke løjer

2. januar 2012

Det her har ikke noget med nytårsløjer at gøre. Det er hærværk.

Jeg bliver simpelthen sÃ¥ forstemt – og ogsÃ¥ godt gammeldags gal i skralden – nÃ¥r jeg ser sÃ¥dan noget.

Fuld fart på

1. januar 2012

I går formiddags bankede det på døren. Udenfor stod Sander og rakte  glad en buket tulipaner frem mod mig. Han var kommet et smut sammen med sin far og mor for at ønske os godt nytår.

Guldklumpen havde også et andet ærinde. Han ville vise os sin nye løbecykel, som han har fået i julegave af sin mormor og bedstefar. Så vi måtte ud en tur og se ham køre på det nye køretøj. Han fik cykelhjelmen monteret, og så gik det ellers over stok og sten. Det var helt vildt at se, hvordan den lille stump kunne drøne afsted.

De er smarte de smÃ¥ løbecykler – meget bedre end de smÃ¥ cykler med støttehjul, som mine egne drenge kørte pÃ¥ som smÃ¥. PÃ¥ løbecyklen lærer de smÃ¥ meget hurtigere at holde balancen. Jeg formoder, at det sÃ¥ bliver en hel del lettere senere at lære at køre pÃ¥ en almindelig cykel.

Om at regne alle med – eller ej

31. december 2011

Jeg fik et fint nytÃ¥rskort fra min søster i dag. Hun ønskede godt nytÃ¥r, skrev lidt om sine planer for nytÃ¥rsaften – og sÃ¥ kom det.

Hun skrev, at hun jo havde læst pÃ¥ min blog om min fadæse med kartoflerne juleaften. Hun havde ogsÃ¥ læst, at jeg skrev, at jeg har en sød familie, der ikke mobber mig. Og sÃ¥ fortsatte hun: “Men har du mon regnet alle med?”

Vedlagt var en lille pose Læsø salt og den fineste saltske.

I vores familie får man ikke lov til at dø i synden!

Roligt tempo og held i uheld

29. december 2011

Dagene efter jul er blevet brugt til at rydde op og rydde ud. Det hører jo med.

Nu ligner huset sig selv igen. Lige så hyggeligt det er at gense den velkendte julepynt hvert år, lige så rart er det, når det er pakket væk igen.

Oprydningen er foregået i et roligt tempo. Noget dårligdom har krævet en omgang bredspektret penicillin og den slags kan godt lægge en dæmper på aktivitetsniveauet. Jeg er bare glad for, at det uvelkomne indslag i julen først opstod efter juleaften.

Lidt heldig har man da heldigvis lov til at være.

 

Tradition og fornyelse

26. december 2011

Der er nogen, der siger, at man ikke skal være bleg for at bryde en tradition hist og pist for at få plads til lidt fornyelse. Den er jeg med på.

Jeg har ogsÃ¥ prøvet noget nyt denne jul. SÃ¥dan i det smÃ¥. Jeg har for første gang serveret en julemiddag, som pÃ¥ overfladen sÃ¥ ret traditionel ud, men med kartofler kogt helt uden salt. Frisk fornyelse, ikke? Eller …?

Da jeg hældte kartoflerne op i en skål stod det mig pludselig krystalklart, at jeg aldrig fik kommet salt ved dem. Heldigvis er saltbøssen opfundet, og heldigvis har jeg en sød familie, der ikke mobber mig en højhellig juleaften. (Men det skal de nok komme efter på et senere tidspunkt.)

Som første  – og indtil videre eneste – barn i den nye generation i den nære familie var Sander den eneste, der fik julegaver. Alligevel var der mange pakker under træet. Faktisk sÃ¥ mange at Sander et par gange stolt overrakte en pakke til en af os andre. Han var vist lidt overvældet og kunne snildt have klaret sig med færre pakker, men vi er jo mange, der gerne vil glæde ham med julegaver. Han var sÃ¥ sød og glad og sagde glædestrÃ¥lende:” Neeeiiii”, hver gang han havde Ã¥bnet en pakke.

Hans glæde varmede alle vores julehjerter.