I dag er jeg spærret inde. På en måde.

Vores nabo har et kæmpestort, smukt birketræ, som står tæt på skel. Det meste af året nyder jeg det træ. Undtagen lige i birkepollensæsonen. Jeg er allergisk overfor birkepollen.

I nat har regn og blæst så læsset alle raklerne fra træet ned i vores indkørsel. De ligger tæt som et tæppe. De ligger også helt oppe på trappestenen.

Jeg har ikke den store lyst til at gå udenfor og jokke rundt i alle de rakler. Især ikke når nu man ved, at de hver især indeholder myriader af de dumme pollen. Så vidt vides,  kan de hver indeholde op til 6 millioner pollenkorn. Det ville være vanskeligt at gå udenfor og komme ind igen uden at slæbe godt med pollen med ind på dørmåtten. Det gider jeg ikke.

Så jeg venter tålmodigt på, at regnen stilner af, så vil min søde mand nemlig gå ud og feje hele molevitten sammen og fjerne rub og stub fra fliserne.

Bagefter er det så bare at nyde, at det vist er slut med birkepollenvrøvl for denne gang. Det er da skønt.

Jeg har sikkert nævnt det før. Jeg kan godt lide at bage. Brød altså. Kager bager jeg næsten aldrig. Jo jeg bager lidt småkager til jul og en kanelstang i  ny og næ. Men ellers bager jeg ikke kager. På grund af allergi skal jeg undgå æg og mælkeprodukter, og så bliver det altså lidt svært at komponere en rigtig god kage.

Men til gengæld er der gang i brødbagningen. Lige nu står der to store surdejsrugbrød og hæver, det samme gør en dej til boller. Jeg sværger til lange hævetider for både surdejsbrød og almindeligt gærbrød. Så lidt gær som muligt og så tid og tålmodighed. Så bliver det godt

Jeg ved ikke rigtig, hvad det er ved bagning, jeg så godt kan lide. Jo, jeg kan selvfølgelig godt lide at guffe brødet. Men det giver også noget andet. Jeg nyder hele processen. Både æltningen og ventetiden mens brødet hæver, duften, forventningen og endelig synet af det færdige resultat.

Og så plejer jeg jo heller ikke ligefrem at blive upopulær herhjemme, når jeg disker op med nybagt brød.