Jeg har lige haft besøg af to friske, søde og høflige, halvstore drenge. De var ude for at samle ind for/til Red Barnet. Jeg ville selvfølgelig gerne give en skærv. og det håber jeg, at rigtig mange andre vil gøre i løbet af dagen.
Jeg tager hatten af for sådan et par knægte, der gerne vil bruge noget af deres søndag på at samle ind til børn i nød. Det giver håb og tro på en bedre verden – sådan hen ad vejen.
Jeg fik lige øje på denne slagbænk i et nyhedsbrev fra COOP:
Slagbænk til børn
Hvid slagbænk til børn med tremmeryg.
Opbevaringsplads under sædet.
Beslag som gør, at klappen lukker langsomt ned.
Det er en fin slagbænk, og den er altså beregnet til børn med tremmeryg, så vidt jeg kan forstå på teksten. Men jeg kender heldigvis ikke nogen børn med tremmeryg – kun børn med ganske almindelig ryg. 
Jeg har lånt billedet fra COOPs Nettorvet.dk. Jeg fjerner det hurtigst muligt, hvis COOP har noget imod, at jeg har lånt det.
I går var jeg til fætter/kusine-komsammen.
Nogle af os havde ikke set hinanden i rigtig mange år, så der var meget at snakke om. Vi fik snakket om gamle dage og vores fælles minder bl.a. om vores bedsteforældre, ligesom vi fik fortalt hinanden løst og fast om vores liv, som det former sig nu, antallet af børn og børnebørn osv..
Hold da op, hvor var det hyggeligt.
Henrik og jeg afleverede og hentede jo Sander i vuggestuen to dage i sidste uge. I dag gjorde vi det igen.
De få og ganske korte besøg har været nok til, at i hvert fald et af de “store” børn på stuen allerede har fuldstændig styr på, hvem vi er. I dag da vi kom for at hente Sander, kunne vi allerede ude i garderoben høre en lille pigestemme sige inde på stuen : ” Nu kommer Sanders farmor.” Det havde hun spottet gennem vinduet.
Jeg bliver stadigvæk forundret over, hvor hurtigt selv små børn opfatter og husker en masse ting.
Jeg har lige læst en god bog. Lige sådan en bog som jeg manglede, da min ældste dreng for mange år siden fik allergi og astma. Bogen handler nemlig om allergi og astma – og den er skrevet for børn.
Viktor har allergi af Susanne Gram Skjønnemann er skrevet til børn mellem 3 og 6 år. Bogen fortæller i tekst og billeder om Viktor og hans hverdag med fødevareallergi og astma. Ærligt og udramatisk fortæller bogen bl.a. om de nødvendige kontrolbesøg på sygehuset, hvor Viktor bliver undersøgt og får taget blodprøve og lavet priktest.
Bogen fortæller også, hvorfor Viktor har sin egen madpakke med, når han er til børnefødselsdag og om hans astmamedicin.
Jeg vil anbefale bogen til alle, der har brug for at forklare mindre børn, hvad allergi er for noget.
Jeg kan rigtig godt lide fastelavn. Jeg synes det er hyggeligt, når udklædte børn står udenfor min dør og rasler og synger de gode gamle fastelavssange. Det er så sjovt at se de mere eller mindre fantasifulde udklædninger og at prøve, om man egentlig kan genkende nogen af børnene.
Jeg havde også som sædvanlig lagt mønter frem i en skål, så jeg var klar til at putte lidt i raslebøsserne som tak for sangen og besøget. Men jeg blev sørgeligt skuffet. Jeg har ikke set så meget som skyggen af et fastelavnsudklædt barn hele dagen. Øv!
Nå, men heldigvis så jeg jo masser af flot udklædte børn i går på Nationalmuseet, så helt snydt for fastelavnsstemning er jeg trods alt ikke blevet.
I dag har der været søndags-brunch på programmet. I anledning af min fødselsdag forleden inviterede vi børn, svigerbørn og barnebarn på brunch på restauranten på Nationalmuseet.
Det var dejligt og hyggeligt, at hele familien var samlet.
Der var livlig aktivitet på Nationalmuseet i dag. Blandt andet var et fastelavnsarrangement under afvikling, da vi ankom. Så vi kunne næsten ikke mase os ind ad døren for fint udkædte børn og deres forældre. Det var skægt at se de mange fantasifulde udklædninger. Jeg lagde især mærke til to børn, der var klædt ud som to halve liter økologisk mælk. Frisktappet endda. Det fremgik af datomærkningen, at det var tappet i dag. Sjov ide.
En af de andre ting, der fangede blikket på Nationalmuseet i dag var en lille udstilling lavet af en ghanesisk kunstner ved navn Tei Huagi. Jeg måtte lige snuppe et foto. For tøjet, der vises, har kunstneren lavet af gammel plastikemballage. Imponerende!
Jeg er sådan en, der ikke kan holde ud at se på julepynten en hel måned. Så jeg pynter ikke op i hele huset den 1. december. Alligevel er der en enkelt juleting, der er blevet taget frem allerede i dag. Det er farmors lille julehus. Det er sådan et lille porcelænshus, som man sætter et fyrfadslys ind i, og så stråler lyset ud af de bittesmå vinduer. Hyggeligt!
Jeg har haft det lille porcelænshus i mere end 20 år. Jeg har vundet det i banko. Det var et bankospil min svigermor – af os alle kaldet farmor - arrangerede et år, da vi var samlet her hos os lige op til jul. Farmor havde medbragt en masse pakker, man kunne vinde, bankoplader og det hele. Farmor råbte tal op og resten af familien spillede på livet løs om de fine pakker. Vores drenge var jo ikke ret gamle dengang, og de gik op i spillet med liv og sjæl. Der var julepynt i alle pakkerne. Derfor er der hvert år nogle ting på vores juletræ, der stammer fra den dag. Det er ting, der er knyttet gode minder til for os allesammen. Hver eneste jul falder der nogle bemærkninger om netop disse juleting og snakken falder dermed også på børnenes farmor. På den måde er farmor stadig en del af vores jul, selv om hun døde for en del år siden.
Huset vandt jeg altså den dag, og jeg elsker det hus. Det gør hele familien. Det er det første julepynt, der kommer frem hvert år og det sidste, der bliver gemt væk igen efter jul.
Sidste år havde jeg på en eller anden helt mærkværdig måde glemt at få det hus hentet frem og juleaftensdag sagde en af sønnerne pludselig: “Hvor er huset egentlig henne?” Stor opstandelse – og bestyrtelse – for vi kunne da ikke holde jul uden huset! Frem kom det og som kompensation for forglemmelsen fik det lov at stå fremme til ind i januar. Det er der ellers ingen julepynt, der under normale omstændigheder får lov til hos mig.
