Da jeg var barn, var det helt almindeligt, at man tog i skoven og plukkede skovhindbær i sæsonen. Vi gjorde det hvert år. Vi plukkede skovhindbær i spandevis. Der var som regel bittesmå skovhindbær nok til adskillige glas syltetøj, og nogen gange var der endda også nok til hindbærsaft.

Jeg kan huske, at min mor altid tog et bælte om livet, så kunne hun nemlig sætte hanken på den spand, hun plukkede i, fast i bæltet. På den måde havde hun begge hænder fri til at plukke. Vi børn var udstyret med mindre beholdere, som vi fyldte med bær, som vi så tømte over i mors spand. Jeg kan huske, at jeg plejede at plukke i en lille plastikspand af den slags, der er beregnet til at lege med i sandkassen. Eller for mit vedkommende i grusbunken – jeg havde nemlig ikke nogen sandkasse at lege i som barn, men en grusbunke. Det var også godt.

Jeg har også en anden barndomserindring, der handler om skovhindbær. Vi boede meget tæt på skoven, så der rendte vi børn tit og legede. En dag fik min storesøster overbevist mig om, at hvis jeg smurte næsen godt ind i skovhindbær, så ville mine forhadte fregner forsvinde. Jeg så meget op til min storesøster og troede naturligvis blindt på, hvad hun sagde. Som sagt så gjort – snudeskaftet blev smurt godt og grundigt ind i hindbær, og vi begav os hjemad. Da min stakkels mor så mig lidt på afstand, fik hun et chok. Hun troede, at jeg var kommet til skade og havde blod i hele ansigtet. Heldigvis var det jo kun hindbær.

Det hjalp i øvrigt ikke spor på fregnerne. Meget mærkeligt. Men jeg lærte da, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører.

Når juletiden nærmer sig, kommer jeg altid til at tænke på min barndoms jul. Mit barndomshjem var et helt almindeligt arbejderhjem. Vi manglede ikke noget, men der var ikke mange penge at rutte med. Min mor sparede op i Julens Glæde. Det var en ordning, hvor der hver uge kom en “spare-kone” og tog imod de penge, man ville spare op til julen. Min mor indskød hver uge 10 eller – når det gik højt – 20 kroner. “Spare-konen” skrev med sirlige tal beløbene ind i et lille hæfte uge for uge. På den måde kunne min mor ved at kigge i hæftet,  følge med i, hvordan kapitalen voksede.

Det var ikke særlig profitabelt, at spare op i Julens Glæde. For renter var der ikke tale om. Dem fik “spare- konen “ for sin ulejlighed, ligesom  hun vistnok også beregnede sig et lille gebyr fra hver opsparer. Jeg kan huske, at min mor også plejede at  købe en blomst til den søde dame,. Der var en særlig stemning derhjemme den dag op mod jul, hvor pengene skulle udbetales. Mor var glad og kalenderlyset var tændt på spisebordet i køkkenet, mens vi gik og ventede på, at konen skulle dukke op med pengne. Det drejede sig vel om 500-700 kroner, men dengang rakte pengene jo lidt længere, end de gør i dag.

Uh, det var hyggeligt!

Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, er jeg lidt tosset med kopper og krus. Jeg har muligvis haft en rem af huden altid. I hvert fald samlede jeg på moccakopper som lille pige. Jeg fik dem gennem nogle år til jul og fødselsdage. De var så fine. Småbitte kopper i det fineste tynde porcelæn og med de fineste farver og dekorationer. Alle mine moccakopper var forskellige.

På et tidspunkt mistede jeg interessen for dem og de blev vel pakket væk. Da jeg flyttede hjemmefra, tænkte jeg ikke på at tage dem med. Jeg var blevet lidt ligeglad med kopperne. Desværre. Om de blev smidt væk eller foræret væk, interesserede jeg mig ikke for. Det ærgrer jeg mig over i dag, det kunne have været fantastisk at eje dem endnu.

Noget andet, som jeg var meget glad for som barn – og som jeg ville ønske, jeg havde taget med mig hjemmefra og passet på – var en lille bog af porcelæn. I mange år – lige til jeg flyttede hjemmefra – hang den lille bog på væggen over min seng. Den var af hvid porcelæn, formet som en lille tyk, opslået bog. På den ene side i bogen var malet en køn lille rose og på den anden side stod Fadervor skrevet i guld med den fineste skrift. Åh, hvor jeg elskede den bog som  barn, og hvor har jeg læst Fadervor mange gange.

I dag forstår jeg slet ikke, at jeg kunne finde på at flytte og bare efterlade sådan et klenodie. Men det gjorde jeg altså, og jeg ved ikke, hvad der blev af den. Formentlig er den endt i en container, da min far nogle år efter min mors død tømte deres fælles hjem, for at flytte til en mindre bolig sammen med den nye kvinde i hans liv.

Hvor ville jeg bare ønske, at jeg havde passet bedre på min barndoms skatte.