Indlæg tagget med ‘barnebarn’

I løbet af sommeren …

onsdag, 4. august 2010

En sommer er ikke ret lang tid. Alligevel kan der ske meget i løbet af sådan en periode. (Denne sommer er endda slet ikke forbi endnu.)
Se nu f.eks. bare Sander, mit dejlige barnebarn – i løbet af de to første sommermåneder har han udviklet sig så meget.

Fra at være en baby er han nu blevet en “rigtig” dreng, der både kan gå, klappe og sige rigtige små ord. En ganske normal udvikling, jeg ved det godt – men for os, der er tæt på guldklumpen, er det jo store præstationer! Min begejstring vil i hvert fald næsten ingen ende tage, når Sander siger “Hej” til mig.

Familiehygge

søndag, 27. juni 2010

Vi holdt lidt familie-tam-tam herhjemme i går. Sander deltog selvfølgelig også.

Jeg ved ikke, hvordan det er i andre familier, hvor der kun er ét barn/barnebarn – men i vores familie er Sander bare det naturlige midtpunkt, hver gang vi er samlet.

I går var han i hopla og demonstrerede, hvor dygtig han efterhånden er blevet til at gå. Han går ikke helt selv endnu, men støtter sig lidt til møbler, vægge, døre og hvad der nu ellers er. Hvis han mangler noget at støtte sig til for at komme videre, tager han bare den nærmeste stol og skubber den foran sig. Det ser bare så sjovt ud. I virkeligheden  har han vist ikke særlig meget brug for at støtte sig til noget, han ved det bare ikke.

I hvert fald går det over stok og sten – fuld fart frem.

Farmorhuset

lørdag, 12. juni 2010

Jo, det er rigtigt nok. Der er noget, der hedder Farmorhuset. Det ser rigtig hyggeligt ud og er vist et besøg værd. Når mit barnebarn bliver lidt større, kunne Farmorhuset være et godt bud på et mål for en fælles udflugt.

Se lige engang, hvad  Farmorhuset har at byde på.

Så langt så godt …

torsdag, 10. juni 2010

Her til morgen har jeg haft lejlighed til at sige godmorgen til mit barnebarn. Han diskede endda op med et lille smil.

Ikke nogen dårlig start på dagen!

Bedsteforældrebogen

lørdag, 5. juni 2010

Der er efterhånden en del forskellige bøger at vælge imellem, hvis man vil skrive i en bog til sit barnebarn.

Som bedsteforældre er man på en måde bindeled mellem familiens fortid og dens fremtid. Ved at fortælle vores børnebørn om vores egen barndom, ved at fortælle forskellige små familieanekdoter og minder om dit og dat deler vi vores viden, og erfaring med næste generation.

Jeg har haft lejlighed til at kigge lidt på Bedsteforældrebogen fra People’s Press.

Bedsteforældrebogen er inddelt i forskellige afsnit f.eks. Familiefester, Barndomsminder og Familietraditioner. I hvert afsnit er der stillet forskellige spørgsmål, som bedstefar og bedstemor hver især skal besvare. Der er spørgsmål som: “Lavede din mor fødselsdagslagkage eller livretter til dig på din fødselsdag?” eller “Var dine bedsteforældre overtroiske? Havde de nogen særlige talemåder?” Der er rigtig mange spørgsmål i bogen, og når de er besvaret, har bedsteforældrene fortalt virkelig meget om familiens historie og traditioner.

Til hvert af bogens afsnit er der en lomme, hvor man kan gemme billeder, breve, billetter eller andet med relevans for fortællingerne.

Bogen koster 199,oo kr. hos saxo.com.

Lykken er …

tirsdag, 1. juni 2010

Lykken er at passe sit barnebarn et par eftermiddagstimer. Lykken er at se ham sidde og spise små rugbrødshapser og holde om koppen med de små hænder, når han drikker en tår vand.

Lykken er at præsentere sit barnebarn for et lille træpuslespil og se ham tage brikkerne så fint med et sikkert pincetgreb – for lidt efter at sidde med en puslespilsbrik i hver hånd – og en i munden.

Lykken er at kilde sit barnebarn på næsen med en smuk, duftende syren, og se ham røre meget, meget forsigtigt ved blomsten.

Lykken er at se sit barnebarn kigge interesseret og opmærksomt efter en kat, og at blære sig med ham overfor naboerne.

Lykken er at mærke sit barnebarn blive helt spændt i hele kroppen af fryd, når han ser sine forældre komme – og se ham give sin mor et kæmpestort velkomstknus.

Lykken er at have et barnebarn.

Ud og se

fredag, 7. maj 2010

I går eftermiddags var Sander her hjemme og blive passet af farfar og farmor en halvanden times tid.

Han var lidt træt, så der skulle arbejdes mere end sædvanligt for at holde hans humør oppe.

Jeg tog ham med ud i haven. Derude hørte han naboens hund gø. Han blev straks meget interesseret, og vi gik ud på fortovet og kiggede ind til hunden i naboens have. Faktisk var der besøg af endnu hund. Så der løb to hunde rundt og legede. Sander var meget optaget af at kigge på hundene og mundens stod ikke stille på ham imens.

Som dyrehårsallergiker vil jeg ikke beskrive mig selv som den store hundeven, men i går fik hundene inde hos naboen alligevel et plus i bogen – når nu mit barnebarn syntes så godt om dem.

Bedsteforældredag

torsdag, 29. april 2010

I dag har vi så været til bedsteforældredag i Sanders vuggestue. Det er jo flere måneder siden, vi fik et vink om at sætte et kryds i kalenderen, så vi har set hen til dagen længe.

Da vi kom, havde jeg lidt svært ved at lokalisere Sander på legepladsen. Men det lykkedes. Grunden til at jeg ikke fik øje på ham ved første øjekast, var at han havde en rød hue på, som jeg ikke havde set før. Det viste sig at være en fodboldhue – en Milan-hue. (Spørg lige, om Sanders far går op i fodbold.)

Nå, men drengen blev fundet og taget op af barnevognen. Og så blev der ellers leget. Der var lige kommet nyt sand i den store sandkasse, og det gad Sander godt lege i.

Vi skulle jo også plante den blomst, vi var blevet bedt om at tage med. Sander er måske lige lille nok til at få den helt store glæde af blomsten, men nu har han den i hvert fald. Og det er da en hyggelig tanke, at vores barnebarn nu hele sommeren kan være med til efter bedste evne at passe den lille plante, vi har plantet til ham. Vi havde købt en fin forglemmigej og personalet i vuggestuen havde sat en lang række pæne krukker frem. Vi valgte en flot blå krukke og farfar plantede planten, mens Sander forsøgte at hive nogle af blomsterne af – når altså ikke han havde travlt med at prøve at komme til at bide i urtepotten.

Tiden fløj afsted, og før vi set os om, var det tid til madpakker og middagslur for børnene.

Det var en rigtig dejlig formiddag og dejligt at opleve Sander i de rammer, hvor han bliver passet i det daglige. Og dejligt at se, hvor godt han trives der.

Sådan en torsdag i april

torsdag, 29. april 2010

Godmorgen til en særlig torsdag.

I dag skal der bages brød og vaskes tøj. Der skal også gøres rent og laves mad. Det er derfor en helt normal hverdag.

Alligevel er det en ganske særlig dag.

I dag skal jeg nemlig til bedsteforældredag for første gang. Jeg skal besøge Sander i vuggestuen. Jeg har ganske vist været der før. For at hente eller bringe. Men i dag er en slags festdag i vuggestuen. Der er bedsteforældre- og blomsterdag. Vi besøgende bedsteforældre er nemlig blevet bedt om at medbringe en blomst, som vi hver især skal plante sammen med  vores barnebarn. Det er da hyggeligt.

Jeg glæder mig

Dejligt møde

mandag, 12. april 2010

Da jeg sidst på eftermiddagen kom farende ud fra apoteket med hovedet fuldt af tanker om de næste indkøb på min liste, var jeg ved at rende ind i  søn, svigerdatter og barnebarn.

De var også på handletur. Så vi fik os lige en lille hurtig snak, og Sander og farmor fik fjantet lidt sammen. Han stak mig et par glade smil til at komme videre på.

Det er utroligt, hvad sådan et smil, der afslører fire flotte tænder, kan gøre ved en bedstemors humør. Det var ret godt i forvejen, men efter mødet med den lille charmetrold blev det endnu bedre.