Indlæg tagget med ‘bedste’

Host og hygge

onsdag, 3. marts 2010

I dag har jeg passet mit barnebarn. Han var lidt for sløj til at komme i vuggestue, så jeg rykkede ud og passede ham. Farfar’en var også med noget af tiden. Selv om lille Sander ikke var helt frisk, blev det en dejlig formiddag, vi fik ud af det.

Der er altså noget særligt ved som bedsteforældre at være sammen med de små, uden at forældrene er til stede. At ha’ sit barnebarn “for sig selv” er dejligt. Man er sammen på en anden måde. Barn og Bedste har hinandens fulde opmærksomhed. Det kommer der stjernestunder ud af. I dag oplevede Henrik og jeg f.eks. for første gang at Sander rakte armene ud efter os hver især for at komme op på armen. Det var et rørende øjeblik for os.

Så selv om det var en lidt mat lille dreng, vi passede i dag, så havde vi nogle rigtig gode timer sammen.

Kryds i kalenderen

onsdag, 3. februar 2010

Jeg har lige fået en sms fra min svigerdatter. Det er besked om, at der er bedsteforældredag i Sanders vuggestue  i april – og en opfordring til at sætte kryds i kalenderen.

Jeg har skam allerede noteret det i kalenderen. For det er da lidt spændende. Jeg glæder mig til at se Den Søde Dreng sammen med alle de andre børn i vuggestuen.

Det skal nok blive en god dag.

Bedsteforældredag! Altså, jeg elsker jo at være farmor. Alligevel må jeg indrømme, at det føles lidt mærkeligt, at være blevet sådan én, der skal til bedsteforældredag.

Som bedstemor er jeg jo stadig “den nye pige i klassen”, men jeg skal nok komme efter det. Og det bliver garanteret hyggeligt at træffe alle de andre Bedste’r.

Give Away

lørdag, 21. november 2009

I dag er mit barnebarn, Sander et halvt år gammel. Det samme er Bedstes Blog! Vi fejrer det halve år med en Give Away.

Gaverne er skænket af hosmormor.dk og er et Hummel undertøjssæt i tre dele til en dreng og et Hummel undertøjssæt i tre dele til en pige. Sættene kan vælges i strørrelse 4,6,8,10 eller 12 år.

For at være med i konkurrencen om de to fine sæt skal du bare skrive en kommentar til indlægget her. Skriv gerne hvilket af de to sæt, du er interesseret i at vinde. Jeg håber, at rigtig mange vil være med!

Alle, der har skrevet en kommentar  inden lørdag d. 28. november kl. 20, er med i lodtrækningen.

Hos Mormor

tirsdag, 17. november 2009

For nylig blev jeg inde på BabyBusiness opmærksom på webshoppen hosmormor.dk – jeg blev lidt nysgerrig, for jeg kunne godt li’ navnet på shoppen og kontaktede kvinden bag, Janne Astrup.

Janne fortalte mig historien bag navnet på hendes webshop:

Janne havde åbnet en lille butik med tilhørende webshop, hvor hun forhandlede børnetøj og -fodtøj. Hendes dengang treårige barnebarn Alberthe blev en dag spurgt i børnehaven, hvor hendes fine nye kjole var købt. Alberthe svarede: ” Den har vi fået hos mormor.”  Dermed havde Jannes shop fået sit navn.

Janne har fortalt mig, at hun altid lægger en lille overraskelse i pakken, når hun sender sine varer ud til kunderne. Man er vel bedstemor!

På lørdag  bliver mit barnebarn – og min blog – et halvt år. Det fejrer vi med en Give Away. Janne fra hosmormor.dk har været så sød at donere to meget fine gaver. Så kig endelig indenfor her på Bedstes Blog på lørdag!

B som Bedste

onsdag, 7. oktober 2009

Dagens begivenheder her hos mig har gennemgående startet med B i dag.

For det første har vi bryllupsdag i dag – 30 år!
For det andet ringede sønnike og tippede om billig benzin på den lokale tankstation = en god besparelse.
For det tredie havde jeg brødbagning på programmet.
For det fjerde fik jeg en dejlig besked fra min bedste veninde – hun bekræftede, at vi skal ses snart – til min store begejstring.
For det femte fik Bedstes Blog en anbefaling ovre på BabyBusiness! Tak!

Årets bedste Bedste kåres i BonBon-Land

søndag, 27. september 2009

Lørdag den 17. Oktober kåres Årets bedste Bedste i BonBon-Land.

På dagen kan alle bedsteforældre – der følges med mindst ét barnebarn – komme i BonBon-Land for halv pris. Desuden er der mulighed for at blive kåret som Årets bedste Bedste, hvis altså man er blevet nomineret af sit barnebarn. Læs pressemeddelelse.

Sæsonens sidste

fredag, 17. juli 2009

I aftes kom min søde mand ind fra haven med sæsonens sidste jordbær fra eget jordbærbed. Dem havde han plukket til mig.

De blev nydt med andagt på en af husets kønneste tallerkener.

Jordbærrene var lidt små i det, som de tit er sidst på sæsonen, men som de dog smagte!

Måske var det, fordi det var årets sidste, at de smagte så godt? Lidt ligesom den sidste lakrids i posen – den er også altid den bedste af dem allesammen.

Nå, men selv om de her jordbær smagte “efter mere”, så er der altså ikke flere i denne omgang.

Der har været mange i år, så vi skal absolut ikke klage.

Bøger til Bedste

lørdag, 23. maj 2009

Det er i sig selv en stor gave at få et barnebarn. Som en ekstra bonus kom der i dag en pakke med posten til de nybagte bedsteforældre. Pakken var fra min søster og svoger og indeholdt udover et sødt lykønskningskort to bøger med bedsteforældre som målgruppe.

Den ene bog, skal man faktisk selv skrive. Den er beregnet til, at man som bedsteforældre skal skrive  til sit barnebarn og fortælle om sig selv og sit liv. Til mit barnebarn hedder den. Den anden bog hedder Tillykke med barnebarnet, og ser også rigtig interessant ud. Jeg fortæller mere om bøgerne, når jeg får kigget nærmere på dem.