Forleden aften passede vi Sander. Det gik rigtig godt, og vi fik lejlighed til at lege med ham og se alle hans nye færdigheder. Han kommer lynhurtigt rundt alle vegne. Han går og kravler, som det nu passer bedst – begge dele forgår ved høj hastighed. Vi ved også fra pålidelig kilde, at han selv kan kravle op i sofaen, men det har vi (heldigvis) endnu ikke set med egne øjne.

Til gengæld har vi hørt, at Guldklumpen nu kan sige NEJ. Jeg ville på et tidspunkt tilbyde ham en tår at drikke og holdt et glas vand frem imod ham. Han holdt sig for munden med begge hænder. Så spurgte jeg igen: ” Vil du ikke ha’ en tår vand, Sander?” og holdt glasset frem igen. Sander rystede på hovedet og sagde klart og tydeligt NEJ. Behøver jeg at fortælle, at farfar og farmor var lige ved at revne af stolthed.?

Igen i dag har vi taget tjansen med Sander både før og efter vuggestuetid. I morges sov han, da hans mor tog afsted, så farfar og farmor fik selv lov til at tage guldklumpen op. Han var frisk, veludhvilet og glad, og vi fik en rigtig dejlig morgenstund sammen med ham.

Da vi hentede ham igen i vuggestuen var humøret stadig fint, og vi fik en fin eftermiddag sammen.

I morgen er der ingen aftaler om børnepasning, og det er vist meget godt, for jeg er rendt ind i en forkølelse. Så nu vil jeg – om jeg så må sige – passe mig selv. I aften  står der varmt fodbad og skoldhede drikke på min dagsorden.

Det gik heldigvis fint med at hente Sander i vuggestuen i dag. Vi blev mødt med smil, da vi troppede op, for at hente ham, og han rakte armene frem og ville gerne hen til os.

Det var dejligt.

Den helt store gensynsglæde gemte den lille guldklump alligevel til senere på eftermiddagen, da hans mor vendte hjem fra job. Hold da op, hvor blev han glad. Og da først han sad trygt på mors arm, kunne farfar og farmor glemme alt om at lokke ham væk fra hendes favn igen. Det så så sødt ud.